Hej
Jeg skriver til dig, fordi jeg er meget frustreret og bekymret over mit forhold.
Jeg er midt i 50èrne og fraskilt for mange år år siden.
Jeg har en dejlig søn først i 20èrne.
Hans far og jeg har i alle årene efter skilsmissen haft et fint forhold til hinanden.
Jeg mødte en rigtig dejlig mand for 2 år siden.
Han er 8 år yngre end mig.
Han er far til 2 voksne piger på 20 og 22 år.
Han har boet alene med pigerne fra de var ca. 6 og 8 år, da deres mor har en psykisk sygdom, og ikke kunne have dem hos sig.
Jeg har mødt hans ex-kone ved flere lejligheder, og hun er en sød kvinde, som jeg godt kan tale med.
Jeg har et uproblematisk forhold til min kærestes yngste datter, som er flyttet hjemmefra,
Min kærestes ældste datter bor stadig hjemme.
Børnene har været vant til, at deres far ordnede alt, og sikkert også på grund af moderens sygdom, hvor han både har skullet være far og mor, har han sat sin egen uddannelse og behov i baggrunden, for at være der 100% for pigerne.
Og det forholder sig stadig sådan!!
Det er ikke fordi jeg overhovedet har noget imod, at man hjælper og er der for sine børn (det er jeg selv for min søn), men inden for rimelighedens grænser!
Jeg vil lige tilføje, at jeg af natur er stille og rolig (har dog også temperament), jeg er forstående, glad og imødekommende, deltagende og tålmodig.
Men den tålmodighed er ved at slippe op nu.
Og det gælder den ældste datter!
Vi, min kæreste og jeg har haft det pragtfuldt sammen.
Vi er sammen hver weekend (fredag-mandag morgen), og i starten var vi også sammen engang imellem i ugens løb.
Det sidste år dog KUN i weekenden – og sjældent i hverdagen.
I starten var den ældste datter meget hjemme, og var utrolig sød og imødekommende.
Men inden for det seneste 3/4 år er det blevet noget anderledes.
Som skrevet bor hun stadig hjemme, og talte på et tidspunkt (for 1 år siden) om, at hun rigtig gerne ville flytte hjemmefra og få sit eget.
Det er ikke sket, og sker nok heller ikke i den nærmeste fremtid.
Det er lige som om det hele er sat på stand-by!
For ikke at væve for meget i det, vil jeg konkretiserer, hvad det handler om:
Det handler om hans ældste datter.
Hun sender nogle signaler, som ikke er til at misforstå;
eksempelvis har hun fyldt alle badeværelsesskabe ud med sine egne ting, undtagen et som er hendes fars .
Der er 4 skabe, trods det, at når jeg er der, har jeg haft en lille hylde til mine ting.
Hun bliver sur over ingenting
… siger ikke noget ved middagsbordet, og går ud med kun sin egen tallerken.
Så kan vi rydde resten op.
Når jeg kommer i weekenden, står der opvask på bordet fra et par dage, samt gammel mad i dåser, som hun har haft med i skole.
Selv om opvaskemaskinen er tom, sætter hun det hele på bordet.
Jeg har meldt klart ud overfor min kæreste, at jeg ikke agter at rydde op efter hende …
hun rydder jo heller ikke op efter os!
Men han gør det!!
Han ser ikke noget problem, men forsvarer hende med, at “sådan er de jo opdraget”.
Hvortil jeg har sagt, at det er fint, hvis han stadig vil rydde op efter en datter på 22 år, men det vil jeg ikke!
Påfaldende er hun ikke mere hjemme, når jeg er der.
Og kommer hun hjem om søndagen, er det bare et “Hej” og intet mere.
Hun sætter dagsordenen i huset, sådan føler jeg det.
Han har svært ved at sige fra.
Det er efterhånden blevet en belastning.
Og det gør mig utrolig ked af det.
Det er svært at tale om.
Men jeg er frustreret, og føler det enormt mindreværdigt, at en pige på 22 år får lov at opføre sig sådan.
Og endnu mere gør det ondt, at hendes far forsvarer hende i det hun gør.
Hun træder i den grad ud over mine grænser!
Og jeg har så svært ved at konfrontere hende.
Han ser selvfølgelig ikke de signaler hun sender til mig, fordi det sker kun når han ikke er i nærheden!
Jeg er altid imødekommende overfor hende.
Spørger ind til hendes studier, hverdag osv..
Jeg synes faktisk jeg er sød, og forventer mig også det modsatte.
At vi kan få det til at fungere, i stedet for at hun modarbejder.
Jeg tar’ jo ikke hendes far fra hende – tvært imod.
Min tanke er, at hun er jaloux .
Men hun gør bare en fejl.
Hun tror hun rammer mig.
Men hun rammer nok mere sin far, som står i et kæmpe dilemma!
Jeg har prøvet at snakke med ham om det, stille og roligt, og spurgt, om der er et problem.
Han siger, at han har spurgt hende, og det er der ikke.
Men det er svært at tro.
Det er mig der bliver “problemet”.
Jeg “fnidrer” og “vil kun have ret”.
Men det handler jo IKKE om at have ret!
Men at vi bliver nødt til at tale om tingene (han er meget konfliktsky, og er vist ikke vant til at snakke om tingene).
Hvorimod jeg er synes man er nødt til at tage ting op, som gør en utilpas og ked af det.
Og ind imellem er der altså nogle ting, der skal snakkes om i et forhold – vi kan ikke svæve på “den lyserøde” hele tiden!
Det skal et forhold vel kunne holde til!
Det er ved at gå ud over vores forhold.
Jeg har meget svært ved at acceptere, at en datter på 22 år får lov at regere som hun gør.
Jeg har en knude i maven, når jeg tager derned, og har i den grad brug for nogle redskaber til, hvordan jeg tackler denne situation.
Jeg er spændt som en flitsbue i hele kroppen efterhånden, og har det ikke særlig godt.
Jeg håber du vil læse min historie – og måske har du et lille hint til, hvad jeg skal stille op med en datter på 22 år, som nogle gange opfører sig som en på 10!
Mange hilsner fra en
anonym
