Kære anonym
Tak for din henvendelse.
Jeg kan se, at din frustration og bekymring skinner igennem i dit brev og belaster dig.
Og den, der belastes, ”ejer” problemet.
Hvilket ikke er ensbetydende med, at omgivelserne ikke påvirkes heraf.
I dit brev bèr du om et lille hint til, hvad du skal stille op med din kærestes datter på 22 år, som nogle gange opfører som en på 10.
Jeg må desværre give dig det – måske – triste svar, at det ikke står i din magt at stille noget op med hende.
Du kan ikke bestemme over andre mennesker.
Hverken din kærestes datter på 22 år eller din kæreste.
Den eneste i hele verden, du kan bestemme over og stille noget op med, er … dig selv.
Desværre!
På den anden side så gør det også dine udfordringer meget nemmere at håndtere.
For du skal kun bekymre dig om dig selv.
Om du bevæger dig i den retning, du ønsker dig.
Om du forholder dig på en måde, som er hensigtsmæssig for dig.
Og dit bevis, for at du gør det hensigtsmæssige for dig, er, at du har nogle følelser, som du kan/vil rumme.
Og det rigtig gode er, at du altid kan vælge, hvordan du vil forholde dig til din udfordring: din kæreste og hans 22 årige datter.
Du har altså et valg.
Jeg siger ikke et nemt valg.
Men et lade-sig-gørligt valg.
Hvis du VIL det.
Dette er jo nemt nok sagt, men hvordan gør du det så i virkeligheden?
Én mulighed er at acceptere.
Øv dig i at acceptere din kærestes måde at forholde sig til sin datter på.
Når han har ageret mor og far for hende i så mange år og har givet afkald på mange ting for at kunne gøre det, han mente var bedst for sine børn, er det urealistisk at tro, at han nu vil/kan ændre sig.
Så hvis det ikke generer ham at rydde op efter sin datter, så lad ham om at træffe den afgørelse.
Lige såvel som du naturligvis har ret til at sætte dine grænser for, hvad du vil være med til at rydde op.
Hvis din kæreste er konfliktsky og har svært ved at sige fra over for sin datter, så er det hans problem.
Ikke dit.
Det bliver kun dit problem, når du gør det til dit problem …
Fordi du vælger at forholde dig til det på en måde, der gør dig utrolig ked af det.
Du kan vælge at forholde dig anderledes i forhold til din kærestes datter og din kæreste.
Du kan for eksempel bevidst vælge at fokusere på, hvad der allerede fungerer.
I starten tænker du måske, at der ikke er noget, der fungerer.
Men der et altid noget, der fungerer.
Du skal bare finde det.
Selv om du i starten måske skal lede efter det!
Måske kan det være dig en hjælp kontinuerligt at være på jagt efter, hvornår din kærestes datter udviser en lille adfærd, der viser bare en anelse imødekommenhed, venlighed, hjælpsomhed, orden og så videre.
Og når du så lægger mærke hertil, så anerkend hende for det.
At anerkende vil sige, at du lægger mærke til det.
Du kan rose samtidig.
Men ikke nødvendigvis.
Sig for eksempel ”Hvor var det hyggeligt at snakke med dig/høre om dine oplevelser.”
”Tak for hjælpen.”
Og så videre.
Find selv dine egne, anerkendende sætning, der passer til situationen.
Du skal selvfølgelig mene, hvad du siger.
Og ikke bare bruge anerkendelse som manipulation.
Du skal også vide, at fordi du giver anerkendelse, så er der overhovedet ingen garanti for, at du får en positiv respons.
Men du har taget ansvar for dig selv og udtrykt dig på en ærlig og ordentlig måde, så du kan være tilfreds med dig selv.
Der ud over har du lagt frøene til et bedre samarbejde.
Om og hvornår disse frø spirer står hen i det uvisse.
Men du har gjort dit.
I dit forhold til din kæreste kan du vælge at fokusere på, hvad der fungerer godt i jeres forhold.
Hvordan har du bidraget til at skabe jeres gode forhold?
Og med hvad og hvordan vil du bidrage fremadrettet?
Overvej for eksempel, hvordan det vil påvirke din kæreste (og dermed jeres forhold), at du vælger at forholde dig positivt og fokusere på det funktionelle i forbindelse med, at hans datter bor hjemme.
Og når hun fravælger at være hjemme, når du er der, så nyd, at I kun er jer to.
Og hun flytter jo.
Engang!
Der kan være mange grunde til, at din kærestes 22 årige datter opfører sig, som hun gør.
Eftersom hun ikke kommer til orde her, kan det kun blive til gætterier.
Og det kan du ikke bruge til noget.
Derfor vil jeg ikke kommentere dette yderligere.
Og det er jo dig, der har ansvaret for, hvordan du vil forholde dig til dine følelser af frustration og mindreværdighed, som du oplever som belastende i forholdet til hende.
Det er okay, at du erkender, at det er sådan du føler det lige nu.
Overvej derefter hvordan du ville ønske, du i stedet kunne forholde dig i denne situation.
Hvilke følelser ville du ønske, at du kunne have i stedet (og stadig er situationen den samme)?
Hvilke tanker/forestillingsbilleder skal gå igennem dit hoved for, at disse ønskede følelser kan opstå inde i dig (og stadig er situationen den samme)?
Når du har disse nye, hensigtsmæssige følelser og tanker, så læg mærke til, hvordan din fornemmelse af belastning aftager og ændres til en fornemmelse, der er nemmere for dig at rumme (og stadig er situationen den samme).
Læg mærke til at du ikke længere fornemmer, at din krop føles som en spændt flitsbue, men at du derimod (formentlig) fornemmer mere ro/afspændthed.
Hvis det er sådan, du vil hà det omkring din udfordrende situation, så hold fast i disse hensigtsmæssige tanker, for de skaber de hensigtsmæssige følelser og kropsfornemmelser og hjælper dig til at udvise en mere hensigtsmæssig adfærd i situationen.
Jeg er enig med dig i, at det ofte er en god ting at kunne tale sammen om tingene.
Også i et parforhold.
Det er bare ikke alle, der er lige gode til at snakke om tingene.
Egentlig ikke på grund af uvilje.
Mennesker er forskellige.
Ikke alle har samme behov.
Og desværre har mange ikke de kommunikative færdigheder, der skal til for, at en snak kan opleves som god.
Det er blandt andet én af grundene til, at det er så svært at konfrontere andre, at fastholde egne grænser og så videre.
Jeg kan anbefale dig at læse denne bog om god kommunikation.
Når du føler dig anspændt i kroppen, kan jeg anbefale dig dagligt at spænde af.
Det giver dig mere indre ro både fysisk og psykisk.
Dermed får du mere overskud til at håndtere dine udfordringer.
Lær her mere om afspænding
Med de bedste ønsker for fremtiden/
Leila
P.S.: Jeg undrer mig: hvordan kan det være, at du og din kæreste ikke tilbringer nogle weekender hjemme hos dig?
Så er det jo overvejende dig, der sætter dagsordenen, idet det jo er din bolig.
SEND EN MAIL MED DINE KOMMENTARER
STIL SPØRGSMÅL TIL BREVKASSEN
