Jeg er bange for, at jeg er syg … selv om lægerne siger noget andet

hej jeg er en pige på 20 år, jeg er lige med nød og næppe blevet færdig med min studenter eksamen, da jeg pga. Mærkelige symptomer måtte indlægges i eksamens perioden, sandsynligvis pga. Min angst for at blive blind. Jeg har altid haft sunde og rask øjne, jeg har i løbet af min gymnasie tid haft travlt med en masse ting: skole, venner, arbejde, kæreste, min far der har angst siden han fik et mindre hjertestop, et modelfritidsjob, kørekort og min sygesom som er børnegigt. Dagen inden den første eksamen følte jeg pludselig at jeg så mærkeligt det var som om der manglede noget i mit synsfelt, selvom jeg ikke kunne Finde ud af hvad, der var ingen sorte pletter bare en følelse af at jeg ikke kunne se rigtigt selvom jeg kunne se alt. Om natten vågnede jeg op og følte at det ikke var gået væk, jeg gik i panik, vækkede min mor, græd højlydt, kunne ikke sidde stille og begyndte at ryste. Efter min dansk eksamen næste dag, som jeg klarede med mit gode venstre øje, tænlte jeg om det kunne være regnbuehindebetændelse som man kan få i forbindelse med børnegigt, hvilket jeg har haft siden jeg var 9. Jeg googlede symptomerne og blev pludselig meget bange og tog straks afsted til glostrup øjenafdeling, hvor de kunne konstatere at jeg muligvis havde en lille smuleregnbuehindebetændelse, trods at mit øje ikke gjorder ondt eller var rødt. da jeg fik af vide øjenlægens diagnose af vide, stivnede jeg. Mine øjne er detvigtigeste jeg har og har altid været bange for at miste synet. Jeg fik behandling, men følte ikke symptomerne blev bedre, jeg så stadig dårligt, måske forestillede jeg mig at det var lidt værre end hvad det var fordi jeg ville tages seriøst. Jeg kunne se alt, bortset fra en let sløring på højre øje. Jeg græd hverdag, og rystede ved tanken om at der ville ske noget alvorligt. Mine forældrer kunne ikke få mig til ro. Efter en uges behandling så jeg stadig sløret, men hos. Øjenlægen var der intet at se, alt var godt og mine øjne så fine og raske ud sagde hun. Men hvorfor så jeg stadig mærkeligt? Herfra gik der en måned fyldt men angstanfald, onde tanker, for meget søgning på nettet om øjensygedomme og blindhed, eksamner, synstorstyrrelser, trykken i hovdet, svimmelhed, opkast, stort vægtab. Hvilket alt sammen førte til undersøgelser hos 5 forskellige øjenlæger, som ikke kunne give mig svar på hvorfor jeg så flimmer i for lyse og mørke lokaler. Det eneste der blev fundet frem til: et godartetmodermærket i venstre øje(det ikke syge øje), små ubetydelige fortætninger på mit glaslegme i højre øje, og værst af alt fik jeg af vide at mine synsnerver var anderledes end andres, hvorfor kunne jeg ikke få svar på, ville jeg blive blind pga. Det? Det troede de ikke, det var nok bare end anden variant, en af lægerne tænkte sig ikke om og jokede lidt med at det lignede synsnerverb der havde haft grøn stær i mange år, men det havde jeg jo ikke udbryd hun med et skævt smil, som uden hun viste det fik hele min verden til at brase sammen. Jeg var skrækslagen, min familie, venner og kæreste vidste ikke hvad de. Skulle stille op. Jeg var og er i mit hovde stadig overbevist om at jeg har en eller anden Sjælend synsnerverb sygedom der kan gøre mig blind. Jeg mistede alt tiltro til læger, med tiden var det som om de ikke ville tage mig seriøst mere, jeg tog sagen i egen hånd og googlede på livet løs og fandt ikke andet, sclerose, kræft, tumor, grøn stær, grå stær og alle mulige andre ting der drev mig til vanvid. Hvorfor kunne jeg ikke få svar? en nat kunne jeg ikke tage det mere det flimrede stadig for mit øje, jeg kunne stadig ikke læse ordenligt, jeg følte mig blind selvom jeg kunne se næsten helt klart, bogstaverne flød rundt på parpiret, jeg havde en mærkelig trykken bag det “syge øje”, svimmel, opkast, snurrende ben og arme. Jeg gik i panik og blev indlagt på neurologisk afdeling i en uge hvor jeg lå uden svar på hva jeg kunne fejle. Jeg ventede på en MR scaning som hele tiden blev udskudt, de tog mig ikke seriøst, jeg fik lov at komme hjem og sove, hvilket resulterede i at ligeså snart jeg kom ind af døren måtte køre med ambulance tilbage igen, da jeg faldt sammen og det sortnde for mine øjne. Og alligevel var MR scaningen helt fin. jeg var ifølge lægerne fysisk rask. Siden har jeg fået tid hos en psykolog. jeg er stadig ked af det og bange hverdag, hvorfor er mine synsnerverb anderledes? Er det farligt? I forhold til angst ville jeg spørger jer om angst virkelig kan give synsforstyrrelser, i form af let flimren, følelse af at man er skel øjet uden at være det, lysfølsomhed, utydlighed, som om at der mangler noget i synsfeltet uden der nødvendigvis gør? Overfølsomme øjne i den forstand at jeg lægger mærke til de mindste ting og små lys der bevæger sig i verden omkrig mig? Jeg har det som om at alt er mørkere end normalt, kan man leve i en slags bobbel der skærper ens sanser? Jeg Kan ikke koncentrerer mig, har mistet overskud og frygter hele tiden det værste… Jeg er slet ikke mig selv, er så bange for aldrig at kunne se ordenligt? Jeg ville ønske alt bare kunne blive godt igen, er træt af at føle mig fanget i min egen krop ? håber i kan hjælpe mig med mine spørgsmål, på forhånd tusind tak ? mvh

Svar fra Leila:

Kære A.
Tak for din henvendelse og dine spørgsmål. Jeg fornemmer, hvor berørt du er af din situation, og hvor belastet du har været igennem et stykke tid. Men godt at du fik din studentereksamen. Så du ikke længere skal gå og bekymre dig om den.
Det første der slår mig, når jeg læser din mail, er, at du er virkelig bange for, at du – eller rettere dine øjne – fejler noget på trods af, at dine øjne adskillige gange er blevet undersøgt på mange forskellige måder og af flere forskellige læger. Det er rigtig godt, at du er blevet undersøgt så grundigt fysisk, for det er vigtigt at kunne udelukke, at du fejler noget fysisk. Og, som du skriver, så er dine øjne, iflg. lægerne, raske.
Nu er jeg jo ikke læge og har således ikke kompetence til at udtale mig om, hvor vidt dine øjne reelt er fine og raske. Jeg kan således heller ikke besvare dit spørgsmål om, hvorfor/om dine synsnerver er anderledes, og hvor vidt dette er farligt.
Men eftersom du er blevet undersøgt af så mange forskellige læger og på så mange måder, lyder det til, at dine øjne er grundig undersøgt. Umiddelbart hælder jeg til, at det, lægerne siger, er korrekt.
Men ud fra din mail ser det ud som om, du selv har svært ved at tro på, at dette er rigtigt. For du overvældes stadigvæk af forskellige former for synsforstyrrelser. Og disse synsforstyrrelser er for dig reelle nok.
Du spørger om, angst kan give synsforstyrrelser? Det kan jeg ikke udelukke. Ud fra dine beskrivelser omkring, hvordan du har det, tænker jeg, at det er muligt, at du lider af en særlig form for angst, som kaldes sygdomsangst eller helbredsangst. Eftersom nogle særlige kriterier skal være opfyldt for klart at kunne stille en diagnose, er det ikke muligt udelukkende via en brevkasse at stille diagnosen. Dette kræver en nærmere undersøgelse af dig hos for eksempel af en psykolog.
Det, der peger på, at du lider af sygdomsangst er blandt andet, at du har været til rigtig mange lægebesøg, som viser, at dine øjne ikke fejler noget. Og alligevel er du bange for, at det forholder sig anderledes. Du er overopmærksom på specielt èt område i kroppen, nemlig dine øjne/dit syn. Overopmærksomhed er også et kendetegn på sygdomsangst. Når du hele tiden er opmærksom på ethvert signal, som din krop sender – i dit tilfælde signaler fra dine øjne/dit syn – kan du selv medvirke til, at frembringe fysiske virkninger i din krop. Også selv om dette selvfølgelig ikke er noget, du bevidst ønsker.
Vi oplever alle over tid forskellige fysiske fornemmelser og symptomer i kroppen. Symptomerne er selvfølgelig væsentlige at undersøge, hvis de varer ved, fordi de kan være tegn på (alvorlig) sygdom. Men det er ikke alle, der bliver ved med at holde fokus rettet mod symptomerne, som da også ofte over tid aftager.
Du gør meget for at blive klogere på, hvad dine synsforstyrrelser skyldes. Du googler hvad, du kan finde omkring dine symptomer, mulige sygdomme, du eventuel kunne fejle. Denne (for megen) googling medvirker også til at vedligeholde din angst.
Ud fra hvad du skriver i din mail, ser det ud som om, du skaber dig tanker af katastrofemæssig karakter. Du har tanker om, at du nok fejler noget alvorligt, og du har svært ved at koncentrere dig. Katastrofetanker skaber ubehagelige følelser i dig. Du skriver, at du føler dig bange og ked af det. Har du mon en depression også? Ofte optræder depression sammen med helbredsangst. Din angst forstærker dine fysiske symptomer i kroppen og sandsynliggør, at du oplever nye symptomer ud over de oprindelige, hvilket du da også selv nævner. Tanker, følelser og kropslige fornemmelser virker ind på din adfærd. Du fortæller for eksempel, at du har svært ved at have overskud til at foretage dig noget. Jeg får en mistanke om, at ovennævnte indvirker negativt på dine daglige gøremål.
Hvordan dine tanker, følelser, kropsfornemmelser og adfærd gensidigt indvirker på hinanden både positivt og negativt er formentlig ikke noget, du er særlig bevidst om. Det er der i hvert tilfælde mange, der ikke er.
Der er håb forude. Du kan selv gøre noget ved din situation. Sammen med en psykolog. Det er derfor rigtig godt, at du har kontaktet en psykolog for at få hjælp. Vedkommende kan hjælpe dig med at omstrukturere dine tanker omkring dig og din situation. Psykologen kan for eksempel hjælpe dig med at vurdere om/i hvilken grad dine katastrofetanker har rod i virkeligheden, hvor sandsynlig det er, at dine tanker er rigtige, hvilke beviser, der er herfor, hvad der taler imod dine katastrofetanker.
Psykologen kan også hjælpe dig med at finde ud af, hvad der reelt ligger til grund for din angst. Psykologen kan ofte vælge at arbejde ud fra forskellige psykologiske metoder. Der findes flere metoder, som er velegnede til behandling af sygdomsangst. Én af metoderne kaldes kognitiv terapi. I forbindelse med kognitiv terapi vil du ofte få psykologiske redskaber at arbejde med, så du på sigt lærer at bruge metoden på dig selv.
Forløbets længde afhænger af mange forskellige faktorer, dels hvor omfattende din problematik er, dels hvor flittig, du selv er til at anvende de psykologiske redskaber, når behovet opstår.
Et enkelt lille godt råd, du selv kan gøre, mens du (måske) venter på at komme til psykolog:
Køb dig en lille bog og skriv hver aften 3 ting i den, som du har været glad for at opleve i løbet af dagen. Det kan godt være, at du i starten synes, det er svært at skrive så mange ting … hver dag. Men øvelse gør mester. Og alle små ting tæller. Som for eksempel, at du fik en dejlig aftensmad, du nød solskinnet på dit ansigt, du så en god film på tv, du ringede til en god veninde … Fortsæt selv listen. På den måde øver du dig i at sætte fokus på de positive ting i dit liv, de ting, der faktisk på trods af dine bekymringer, fungerer.
Når angsten kommer frem hos dig, så find din bog frem og læs om alle de gode ting, der er i dit liv. Giv dig god tid. Over tid vil denne øvelse hjælpe dig til oftere og oftere at fokusere på det positive og give dig styrke.
Håber ovennævnte gav svar på nogle af dine spørgsmål.