… er straffen afvisning …”
Hej Leila
Familien er grund til mine problemer, og jeg vil prøve at ridse baggrunden op.
Vil sige jeg flere gange har været meget tæt på at ”knække”, og jeg har i perioder fået sovemedicin og har også gået til psykolog – med stort udbytte.
Jeg FORSTÅR bare ikke at jeg stadig ikke kan ”bryde ud”.
Jeg er sidst i 40èrne.
Min mor (sidst i 70èrne) og min søster, som er 7 år yngre end mig, er kernen i mine problemer.
Jeg har en teenagedatter, og jeg har et godt og ansvarsfuldt job .
I ALLE andre henseender end min mor og søster, har jeg et velfungerende og godt liv, med stor omgangskreds og hobbyer.
Helt forud vil jeg fortælle at min mor og mormor havde et meget særligt bånd!
De var nære veninder. Min mor har aldrig arbejdet, og derfor kunne mor og mormor tilbringe hver dag sammen.
Min far (de er stadig gift), har altid været ”holdt udenfor”.
Det forhold er fortsat mellem min søster og mor.
Min søster igennem mange år boet sammen med sin kæreste i en by en lille times kørsel fra min mor – men hver fridag, ledige timer osv, tager hun hjem til min mor og de gør ting sammen som veninder gør: shopper, handler, besøger familie, går ture osv osv.
Min søster har mange psykiske problemer, men arbejder dog fuld tid.
Min søster og kærsten har fravalgt børn og går 100% op i fitness, træning osv.
Jeg har altid været den ”vanskelige” søster.
Den ”vilde”, som i ungdomsårene gik i byen, festede og ikke tænkte så dybt over alting.
Folk kunne mene om mig hvad det ville – jeg var MIG!.
Min søster ”hang” ved vores mor.
Jeg har altid været talende, argumenterende, viljefast og villet fremad uddannelsesmæssigt.
Derfor har jeg altid været ”outsider” – det var bare ikke ”passende” at ”være sådan”.
Min mor og søster har altid været de stille, tilbagetrukne og usynlige i et selskab.
Hele ”omvæltningen” skete i november 2000.
Jeg var gravid med min datter, og min mand og jeg kørte galt 4 dage før min termin.
En grusom ulykke med en lastbil involveret!!!
Ulykken gav min mand varige mén i form af en hjerneskade, som senere medførte epilepsi.
Han fik også synsskader og høreskader.
Jeg slap med 3 bøjede ribben, hul i hovedet og en hjernerystelse.
Min datter overlevede i min mave.
Min mand blev opereret i hjernen.
Jeg blev indlagt og fødte 10 dage senere.
Man reagere nok forskelligt i sådanne traume situationer.
Min reaktion var ”JEG rejser mig, jeg kæmper – jeg kan det hele”.
Jeg afslog alle tilbud om psykologhjælp.
Jeg FORARGEDE mange incl. Familien, som synes jeg var KOLD, ved at bede om at den totalskadede bil blev fotograferet…..
jeg ville gerne se den bil, så jeg kunne forholde mig til ulykkens omfang, hvis min mand døde…..
og så ”barnet” engang kunne se hvad der skete.
Her efter fulgte et LANGT forløb med hospitalsindlæggelser, genoptræning, samtaler med neuropsykologer, ophold på ”Philidelphia” osv osv.
Og HER OPSTOD den EVIGHEDSGÆLD jeg ikke kan afdrage!! – den gæld som gør mit liv svært.
Havde jeg ikke haft mine forældre og min søster havde jeg aldrig klaret det!
– aldrig.
De var min tryghed, mine forlængede arme, min livlinie
– mit ALT!!.
For at hjælpe min mand, støtte, pleje osv osv, måtte jeg hente hjælp til pasning af vores datter også.
Hver gang jeg måtte tilkalde ambulance til min mands voldsomme anfald, tilkaldte jeg også dem pga vores datter.
Jeg har ALDRIG været bitter, ALDRIG givet op, ALDRIG klaget – jeg kæmpede mig bare fremad, men uden dem var det aldrig gået.
Helt i korte træk opgav jeg ægteskabet til en MEGET personlighedsforandret ægtefælle efter 3 år
– dog købte han hus tæt på mig og vores datter (som bor hos mig), så jeg forsatte med at have ”ham under mine vinger”.
Tog ham med på ferier, lavede mad osv, så han kunne se og være sammen med vor datter.
9 år gik på den måde.
Jeg gik ikke pga en anden mand,
og jeg gik heller ikke efter at finde en ny
– jeg havde mere end rigeligt at se til.
Undervejs videreuddannede jeg mig .
Igen var dette aldrig lykkes uden mit bagland….
Og min EVIGHEDSGÆLD voksede støt.
I 2011 møder jeg så en ny mand!
– min dødssynd!
Min altoverskyggende forseelse.
Hvordan kunne jeg tillade mig det??.
Den eneste grund til min mor og søster ikke har slået hånden helt af mig, er fordi de er bange for at miste min datter !!.
Jeg fik ord som:
”Du burde være taknemmelig for den datter du har, i stedet for at tænke ny mand…”
”Der vil gå SÅ meget fra din datter ved en ny mand”
”Du kunne vente til hun er 18 år”
”At du vil være det bekendt, efter ALT HVAD VI HAR GJORT FOR DIG
(og pudsigt nok har jeg senere læst en bog med den titel)”.
Jeg har holdt fast i min nye mand, Jens.
Min tidligere mand og Jens kommer fint ud af det sammen.
Min datter holder usigelig meget af dem begge, men jeg får aldrig tilgivelse af mor og søster….
Jens inviteres ikke med til familieting,
han bliver aldrig nævnt/omtalt,
og jeg kan ikke invitere dem til min datters fødselsdag sammen osv.
Min søster kører hvis Jens er med.
Vi holdt konfirmation sammen sidste år
– fantastisk dag.. .
på nær min søster og mor, som skumlende sad tilbage trukket og hadede Jens.
Jeg har enorme ressourcer i gang for at forsøge at ”adskille” mine to liv: invitere mine forældre/søster når Jens ikke er hjemme.
Køre hjem på besøg hver dag i ugens løb når Jens arbejder.
Jeg har det SÅ skidt, og ofte græder jeg når jeg køre derfra
– men så har jeg da gjort NOGET for dem.
Det er ikke personligt Jens
– det var ligegyldig om det så havde været Prins Frederik som mine venner siger.
Min datter er en dygtig og klog pige.
Hun siger ofte: ”mor – lad det passere..!”.
Jeg troede jeg kunne ÆNDRE det.
Jeg troede jeg kunne forklare, tale, argumentere, få dem til at forstå
– og det var ved at knække mig at de bare vender mig ryggen.
De deler ingenting med mig, de fortæller mig ingenting – de er kolde.
Jeg søgte psykolog i den tro hun ville komme med den forkromede løsning til mig – så jeg lige ”vips” kunne ændre det frygtelige familieforhold.
I stedet fik jeg ord som disse:
• Du behøver da ikke kæmpe så meget for dine vinger, du HAR dem allerede…..
• Du opfører dig som en katolik – du laver ”bodshandlinger” dagligt for at opnå tilgivelse… men den får du ALDRIG.
• Når du erkender du IKKE kan ændre tingene, men må leve med dem (eller afskrive dem) får du det bedre.
• Erkend du ALDRIG får de hyggelige familie-komsammener som du så brændende ønsker dig – erkend det.
• Din mor og søster er som en lille sekt, hvori du higer efter optagelse, men så skal du afstå fra f.eks Jens – vil du det?
• Enhver familie der havde været igennem sådan en ulykke ville da som den største selvfølge have været der for hinanden!!! Det skal ikke udløse taknemlighedsgæld. DE har også fået noget – de har haft dit barn HELT TÆT på altid.
Jeg er på mange måder SÅ ked af jeg ikke kan være en del af dem
– ked af de dømmer mig ude.
På den anden side er jeg rasende, for jeg har da ikke gjort noget galt.. har jeg?.
Jeg VED jo godt det hele
– psykologen hjalp mig lidt videre,
men HVORFOR kan jeg ikke bryde helt ud?
.. hvor blokerer jeg når jeg stadig FØLER mig skyldig?
DEN SKYLDIGE SØGER STRAF………
Og jeg kører hver dag på besøg med hjemmebag og munteret sind, for at lade dem straffe mig!!
– måske for at hente min straf.
For det ”fortjener” jeg jo lidt ikk??
… jeg har en djævel på venstre skulder som hvisker ”jo du fortjener det!! Du kan aldrig gøre op….”
– og på højre har jeg en engel der hvisker: ”Du er ok – du har intet gjort forkert.
Kram og tak
L
(Ovennævnte brev er lettere forkortet. De oprindelige navne er anonymiserede. Brevskriverens identitet er kendt af undertegnede.)
MIT SVAR
