Hej
Jeg er en pige på 20 år.
Jeg er lige med nød og næppe blevet færdig med min studenter eksamen, da jeg pga. mærkelige symptomer måtte indlægges i eksamens perioden, sandsynligvis pga. min angst for at blive blind.
Jeg har altid haft sunde og rask øjne,
Jeg har i løbet af min gymnasie tid haft travlt med en masse ting: skole, venner, arbejde, kæreste, min far der har angst siden han fik et mindre hjertestop, et modelfritidsjob, kørekort og min sygedom som er børnegigt.
Dagen inden den første eksamen følte jeg pludselig at jeg så mærkeligt.
Det var som om der manglede noget i mit synsfelt, selvom jeg ikke kunne finde ud af hvad.
Der var ingen sorte pletter.
Bare en følelse af at jeg ikke kunne se rigtigt.
Selvom jeg kunne se alt.
Om natten vågnede jeg op og følte at det ikke var gået væk.
Jeg gik i panik, vækkede min mor, græd højlydt, kunne ikke sidde stille og begyndte at ryste.
Efter min dansk eksamen næste dag, som jeg klarede med mit gode venstre øje, tænkte jeg om det kunne være regnbuehindebetændelse som man kan få i forbindelse med børnegigt, hvilket jeg har haft siden jeg var 9.
Jeg googlede symptomerne og blev pludselig meget bange og tog straks afsted til glostrup øjenafdeling.
Her kunne de konstatere at jeg muligvis havde en lille smuleregnbuehindebetændelse.
Trods at mit øje ikke gjorder ondt eller var rødt. da jeg fik af vide øjenlægens diagnose af vide, stivnede jeg.
Mine øjne er det vigtigste jeg har.
Og har altid været bange for at miste synet.
Jeg fik behandling, men følte ikke symptomerne blev bedre.
Jeg så stadig dårligt.
Måske forestillede jeg mig at det var lidt værre end hvad det var.
Fordi jeg ville tages seriøst.
Jeg kunne se alt, bortset fra en let sløring på højre øje.
Jeg græd hver dag, og rystede ved tanken om at der ville ske noget alvorligt.
Mine forældrer kunne ikke få mig til ro.
Efter en uges behandling så jeg stadig sløret.
Men hos øjenlægen var der intet at se, alt var godt og mine øjne så fine og raske ud sagde hun.
Men hvorfor så jeg stadig mærkeligt?
Herfra gik der en måned fyldt men angstanfald, onde tanker, for meget søgning på nettet om øjensygedomme og blindhed, eksaminer, synsforstyrrelser, trykken i hovedet, svimmelhed, opkast, stort vægttab.
Hvilket alt sammen førte til undersøgelser hos 5 forskellige øjenlæger, som ikke kunne give mig svar på hvorfor jeg så flimmer i for lyse og mørke lokaler.
Det eneste der blev fundet frem til: et godartet modermærket i venstre øje(det ikke syge øje), små ubetydelige fortætninger på mit glaslegeme i højre øje, og værst af alt fik jeg af vide at mine synsnerver var anderledes end andres, hvorfor kunne jeg ikke få svar på, ville jeg blive blind pga. det?
Det troede de ikke, det var nok bare end anden variant, en af lægerne tænkte sig ikke om og jokede lidt med at det lignede synsnerver der havde haft grøn stær i mange år, men det havde jeg jo ikke udbryd hun med et skævt smil, som, uden hun viste det, fik hele min verden til at brase sammen.
Jeg var skrækslagen, min familie, venner og kæreste vidste ikke hvad de skulle stille op.
Jeg var og er i mit hoved stadig overbevist om at jeg har en eller anden sjælden synsnerve sygedom der kan gøre mig blind.
Jeg mistede alt tiltro til læger.
Med tiden var det som om de ikke ville tage mig seriøst mere.
Jeg tog sagen i egen hånd og googlede på livet løs og fandt ikke andet …
sclerose, kræft, tumor, grøn stær, grå stær og alle mulige andre ting der drev mig til vanvid.
Hvorfor kunne jeg ikke få svar?
En nat kunne jeg ikke tage det mere.
Det flimrede stadig for mit øje.
Jeg kunne stadig ikke læse ordenligt.
Jeg følte mig blind.
Selvom jeg kunne se næsten helt klart.
Bogstaverne flød rundt på papiret.
Jeg havde en mærkelig trykken bag det “syge øje”, svimmel, opkast, snurrende ben og arme.
Jeg gik i panik og blev indlagt på neurologisk afdeling i en uge hvor jeg lå uden svar på hvad jeg kunne fejle.
Jeg ventede på en MR scanning som hele tiden blev udskudt.
De tog mig ikke seriøs.
Jeg fik lov at komme hjem og sove.
Hvilket resulterede i at ligeså snart jeg kom ind af døren måtte køre med ambulance tilbage igen, da jeg faldt sammen og det sortnede for mine øjne.
Og alligevel var MR scanningen helt fin.
Jeg var ifølge lægerne fysisk rask.
Siden har jeg fået tid hos en psykolog.
Jeg er stadig ked af det og bange hverdag.
Hvorfor er mine synsnerver anderledes?
Er det farligt?
I forhold til angst ville jeg spørger dig om angst virkelig kan give synsforstyrrelser, i form af let flimren, følelse af at man er skeløjet uden at være det, lysfølsomhed, utydelighed, som om at der mangler noget i synsfeltet uden der nødvendigvis gør?
Overfølsomme øjne i den forstand at jeg lægger mærke til de mindste ting og små lys der bevæger sig i verden omkring mig?
Jeg har det som om at alt er mørkere end normalt.
Kan man leve i en slags bobel der skærper ens sanser?
Jeg kan ikke koncentrerer mig, har mistet overskud og frygter hele tiden det værste…
Jeg er slet ikke mig selv, er så bange for aldrig at kunne se ordenligt?
Jeg ville ønske alt bare kunne blive godt igen, er træt af at føle mig fanget i min egen krop ?
Håber du kan hjælpe mig med mine spørgsmål, på forhånd tusind tak ?
Mvh anonym
