
Her under kan du læse hvordan mine klienter med smerter oplever terapiforløb hos mig.
Nogle kun i individuelle forløb i min klinik. Flere af dem også i gruppeforløb hos mig.

"Kære Leila
Jeg vil gerne fortælle dig hvor stor betydning vore møder har haft for mig.
Jeg var ved at gøre mig selv usynlig, ikke i forhold til de nære relationer i mit liv, men i forhold til resten af mine relationer og især til alt der havde bare den mindste smule med offentlige instanser at gøre. Du gav mig mulighed for at finde den fremkaldervæske der var nødvendig for at få mit selvværd igen.
Nogle af opgaverne du gav mig, var umådelig svære at komme i gang med, det var dem jeg havde mest brug for. Andre var legende let. De var meget lig det jeg gennem disse to årtier selv har arbejdet med for at bibeholde et absolut minimum af selvværd. Det var skønt at blive bekræftet i at den sti jeg gik på, ikke var så ringe endda.
Det har været endog meget opløftende at komme i et smerteteam der drager omsorg for én. Jeg føler mig privilegeret at jeg endelig blev sendt til dette forløb. Jeg kan nu forklare smerter og gener, siger ikke længere: ”Åh, det går da!”. Jeg er noget værd selv om jeg slet ikke fysisk kan følge med mine jævnaldrende. Har også lært at sige nej og av, er ligeledes blevet bestyrket i at det er min åndelige selvfølelse der skal bære mig frem ad denne smukke men til tider næsten uigennem-trængelige skovsti. Jeg ved nu at mine kvaliteter er meget værd for nogen og noget omkring mig.
Jeg kan nu håndtere og acceptere smerterne og min ringe fysiske formåen.
Jeg takker dig for et særdeles veludført stykke arbejde, du kan rolig være yderst tilfreds med dig selv. Tak for alt det, du har lært mig."
Kærlig hilsen
Maja, Haderslev

"Jeg har fået en meget bedre forståelse af hvad smerter og medicin gør ved kroppen, bl.a. ved hukommelse og koncentration. Er blevet bedre til at melde ud til mine omgivelser, så jeg ikke føler mig så dum, når jeg glemmer ting.
Jeg har haft 12 psykologsessioner. Behandlingen var her bl.a. kognitiv terapi. Jeg lærte, at tanker skaber følelser, som skaber handling. Vi talte meget om hvad jeg havde mistet ved at blive syg og hvilke redskaber jeg kan bruge, når jeg vil have gamle vaner lavet om ... dem er der virkelig mange af. Føler at når jeg er standhaftig rykker jeg mig lidt efter lidt opad eller derhen hvor jeg gerne vil være. Skal ikke være så hård ved mig selv, rose og stå ved mig selv og min adfærd, når bare den er god for mig. Er blevet opmærksom på, at ”gamle” ting og sager bare er blevet gemt væk, har lært at tage dem frem en efter en. På sigt tror jeg det vil lette smerterne til et niveau der er til at have med at gøre. Er samtidig lidt bange for at ”falde tilbage”, når jeg er færdig her, men heldigvis deltager jeg i gruppeterapi.
I gruppeterapien blev jeg meget overrasket over, at de andre faktisk har nogen af de samme tanker og følelser, kan nikke genkendende og tale om det, får igen nye redskaber, så jeg kan se det hele i et firkantet perspektiv og endda grine lidt af mange ting.
Synes det har og er et meget hårdt forløb, men hold da op, jeg får virkelig noget ud af det. Jeg er meget ydmyg og taknemmelig over at kunne få lov til at få det her forløb."
Inger-Lise, Mølby

"Hmmm... jeg vidste faktisk ikke selv, at jeg havde brug for psykologhjælp. Men jeg har været rigtig glad for forløbene, både i gruppe og det individuelle.
Det, jeg har taget mig fra gruppen:
- Det er rart at spejle sig i ligesindede, uanset om man er 25 eller 65 år. Mange af problematikkerne er de samme hos smertepatienter.
- Hvis man er villig til at arbejde med sig selv (selv om man synes, øvelsen er åndsvag), så kan man virkelig opnå en bedre hverdag.
- Kort fortalt har jeg vel egentlig opnået: større accept af min situation, bedre nattesøvn, redskaber til at kommunikere med andre, når jeg har ondt.
Det, jeg har taget med mig fra det individuelle forløb:
- Det har været rigtig godt at kunne snakke om min angst for tilbagefald af kræft uden at skulle veje mine ord for ikke at gøre nogen kede af det.
- Jeg har fået redskaber til at tale med de nærmeste om svære emner.
- Jeg har mødt forståelse og accept af de tanker jeg havde, da min gode veninde, Anita, døde.
- Jeg har fået hjælp til at komme ud af patientrollen og tage styring i mit eget liv.
- Coaching kan man vel bedst kalde det: til at vælge den rigtige fremtid og få fundet ud af, hvad der er realistisk for mig (du har ”aktier” i min revalidering;-)!)"
Nadia, Vojens

”Hvad skal jeg dog med en psykolog, når jeg har smerter?” var noget af det første, jeg tænkte, da jeg blev præsenteret for et tværfagligt smerteforløb, hvori der indgik et forløb med en psykolog. Efterfølgende er det dog gået op for mig, at jeg har lært utrolig meget omkring mig selv og mine smerter ved at gå til psykolog.
Jeg har lært i højere grad at acceptere mig selv og min smertesituation. Jeg er kommet tættere på Maja – mig selv. Og det er rigtig rart! Før jeg kom til psykolog, troede jeg, at jeg havde det godt. Men jeg fandt ud af, at der også var nogle mørke skyggesider, som det gjorde godt at få frem i lyset. Jeg har det bedre nu og har lært en masse nye strategier til, at jeg kan skabe mig et endnu bedre liv – mine smerter til trods; jeg har jo ”kun” ondt i skulderen ... det ku` jo være meget værre.
Mit selvværd er helt klart forøget. Jeg har lært i højere grad at acceptere mine smerter og øver mig hele tiden i at blive endnu bedre til at takle mine smerter (som desværre ikke er blevet væsentlig reduceret). Min depression er forsvundet (og det endda uden hjælp af medicin). Jeg er blevet meget mere bevidst omkring mange ting og har lært at tænke anderledes omkring mange ting. Jeg er blevet meget mere positiv tænkende. Jeg er blevet meget bedre til at sætte grænser – sige til og fra. Jeg har lært ”at snakke” med mine smerter, tage hensyn til dem, og hvad min krop har brug for. Jeg er fx blevet meget bedre til at slappe af og trække vejret ordentligt. Jeg er blevet mere åben – siger nu min mening lige ud. På mit arbejde siger de ligefrem, at jeg er blomstret op. Og i gruppeforløbet sammen med andre mennesker, der har smerter, har jeg endda fået venner for livet.
Det har ikke været nogen nem opgave at nå så langt. Det har været en lang, sej kamp med sved og tårer for at nå så langt, men det har været det hele værd. Og jeg er mega stolt af mig selv! De hjemmeopgaver, jeg har fået, har ofte været noget af en udfordring., og der er stadig ting, som der skal arbejdes med samt en del, der skal holdes vedlige. Men når det ligger på rygraden, tror jeg på, at det bliver lidt nemmere at være mig.
Du har skabt en dejlig, rolig atmosfære, når jeg har været hos dig. Det betyder meget for mig, at der har været tillid ... ellers har jeg ikke kunnet lukke dig ind i mit liv. Tak fordi du er dig!
Såfremt DU har kroniske smerter, kan jeg kun varmt anbefale dig at søge tværfaglig smertebehandling. Bed din læge om at henvise dig. Du vil ikke fortryde det. Dit liv vil blive anderledes for altid."
Maja, Kolding


