Mit svar på: “Efter alt hvad vi har gjort for dig …”


Mit svar på spørgsmålet:

Efter alt hvad vi har gjort for dig …


Kære L

 

Tak for din lange, udførlig beskrivende henvendelse.

 

Jeg kan godt ”høre”, at du føler dig afvist/”dømt ude” af din mor og søster.

Og at du har det rigtig svært hermed.

Du vil gerne være ”inde i varmen” hos dem.

 

Du gør meget for at ”please” dem.

Og lige lidt nytter det.

Hverken dine hyppige besøg, dit gode hjemmebag, dine forklaringer medfører positive ændringer i jeres forhold til hinanden.

 

Og det er blandt andet fordi, de har ret til at tænke, føle og handle som de gør.

Lige såvel som du har ret til at tænke, føle og handle som du gør.

Hvilket ikke er ensbetydende med, at nogen af jer har ret.

Eller uret.

I er bare forskellige og ser forskelligt på mange ting.

Og det har I lov til.

I skal nemlig hver især tage jer af jer selv og gøre, hvad I tænker og føler, der er rigtigt for jer.

Med de (positive/negative såvel som kortvarige/langsigtede) konsekvenser det afføder.

 

 

”Ingen kan ændre andre.”

 

Heller ikke du.

Men du kan påvirke andre.

Ved selv at ændre dig.

Det betyder, at DU bliver nødt til at ændre noget ved dig selv, hvis du vil have et andet forhold til din mor og din søster.

 

Jeg siger ikke, det er nemt.

Jeg siger derimod, at det er lade-sig-gørligt.

 

Og øvelse gør mester.

 

Noget, som du ALTID – hvis du VIL – kan vælge at ændre er, hvordan du fremover vil forholde dig til situationen/relationen til din mor og søster.

 

Så på det punkt (såvel som alle de andre punkter) er jeg enig med din tidligere psykolog:

 

”Lev med det, du ikke kan ændre”.

 

Nemt nok sagt. Men hvordan gør du så det?

 

Det gør du ved at acceptere.

 

Og bemærk: at acceptere noget er ikke det samme som at affinde sig med noget.

Der er stor forskel.

At affinde sig med noget betyder, at du bliver nødt til at affinde dig.

Det vil sige, at du modvilligt siger ”Ja” til noget.

Ofte fordi du ikke kan se anden udvej.

Eller fordi det er et valg imellem ”pest og kolera” .

Der er altså en oplevelse af en form for indre og/eller ydre pres.

Når du accepterer noget, er det ensbetydende med, at du sige”Ja” med hjertet.

Det vil sige, at du af hjertet mener det, du siger. Uanset konsekvenserne.

Også selv om accept indebærer smertelige følelser. ”For det er sådan, det er!” Du er villig til at have det, som du har det.

Uanset hvordan du har det.

 

Men hvordan lever du så med det, når du oplever følelser, som du helst var foruden?

Du øver dig!

Blandt andet ved i forskellige situationer i at lægge mærke til dine tanker, følelser, kropsfornemmelser og den deraf følgende adfærd.

 

Et godt udgangspunkt for at blive bedre til at acceptere er at praktisermindfulness.

 

At være mindfull er nemt og hjælper dig blandt andet til at registrere, hvor hurtigt og ofte blandt andet dine (trælse) følelser ændres.

Denne opdagelse gør det nemmere for dig at rumme dig selv og dine udfordringer.

 

Bliv yderligere inspireret omkring mindfulness her mindfulness – en nøgle til god kontakt

 

Find tilbage til dig selv igen!

Det vil sige: DU skal tagdig af dig.

Først og fremmest.

Du har brug for (dagligt) at skabressourcer, så du kan klare din udfordrende hverdag.

Så du også kan tage dig af din endnu ikke voksne datter.

Og din Jens.

 

Bryd ind/bryd ud?

 

Jeg kan ikke love dig, at ovenstående vil lukke dig ind i varmen hos din mor og søster.

Men jeg kan love, at når du (igen) begynder at lytte til dig selv (og rette dig herefter), vil det påvirke din mor og søster.

 

“Hvorfor kan jeg ikke bryde ud?”, spørger du …

 

Det er så svært at bryde ud netop fordi familiebånd binder.

Og selv om du har været den, der har gjort tingene anderledes end, der var tradition for i familien, er tilknytningsbånd til familien ikke sådan at bryde.

Tilknytningsbånd, som reelt har vist sig at være stærke og brugbare i en/din krisetid (i år 2000).

 

Og måske skal du slet ikke bryde båndene!

Måske kan din mor, din søster og du ikke være sammen på den måde, som du ville ønske.

Overvej da på hvilken måde, der så er realistisk og lade-sig-gørlig, så I kan være sammen.

 

Undlad at tage ansvar for hvordan din mor og søster opfører sig.

De har selv ansvar for, hvad de vil være bekendt.

 

Lige såvel som du har ansvar for og vælger, hvordan du vil forholde dig i enhver situation.

Du skal kunne værdig selv bekendt.

Over for dig selv.

Det vil sige, du skal – med god samvittighed – kunne se dig selv i øjnene i spejlet hver morgen.

 

Bak dig selv op.

Behandl dig selv som du (garanteret) behandler din datter:

Vær omsorgsfuld, overbærende og forstående over for dig selv.

Tal pænt til dig selv.

Vær god ved dig selv.

Hver dag.

Gør noget du nyder.

Hver dag.

Du fortjener det.

 

Når du øver dig meget; det vil sige dagligt, i ovenstående, vil din følelse af skyld over tid træde i baggrunden.

Du kan ikke samtidigt for eksempel være overbærende og forstående over for dig selv og så føle dig skyldig.

Skyldig for noget, du ikke har gjort!

Du har bare kæmpet for at skabe et godt liv for dig og dine.

 

Og så har du endda givet dine forældre og søster mulighed for og lov til at hjælpe dig/jer til at komme på benene igen.

 

Vidste du for resten, at når man hjælper andre, føler man sig stærk?

 

DU giver altså andre mulighed for at mærke deres styrke.

Det er blandt andet én af grundene til, at det er godt, at du er god til at bè om og modtage hjælp fra andre.

Ikke alle mennesker er stærke nok til at bè om hjælp!

 

Din mor er efterhånden en ældre dame, og jo ældre folk bliver, jo sværere bliver det også for dem at ændre sig.

 

Jeg er sikker på, din mor vil dig og din datter det bedste.

Det har hun jo blandt andet ”bevist” i din tidligere krisesituation.

 

Jeg vil foreslå, at du er lidt overbærende med hende.

Hun har formentlig en positiv intention med sit forehavende, selv om det måske ikke virker sådan.

Måske har hun det også svært med situationen og ved ikke, hvordan hun kan tænke og handle anderledes.

 

Måske det kan hjælpe dig lidt at prøve at ”sætte dig i hendes sted”.

 

Jeg antager selvfølgelig, at du over for dine forældre og søster for længst mundtligt har udtrykt din taknemmelighed for den hjælp, de tidligere har ydet dig.

Ellers er det selvfølgelig en god ide at give udtryk herfor.

Det er aldrig for sent.

 

 

EFTER ALT HVAD DE HAR GJORT FOR DIG …

… er belønningen accept… af dig selv …

 

Det er dig, der skal leve dit liv.

Og det skal du gøre ud fra, hvad DU finder er bedst for dig – og din datter og nye mand, Jens.

 

Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at du ikke skal lytte på, hvad andre (også ud over din mor og søster) mener om mangt og meget.

 

Men ret dig efter, hvad du selv finder rigtigt.

Og forhold dig så hensigtsmæssigt hertil.

Med de mulige konsekvenser, positive såvel som negative, som det indebærer.

 

Håber ovennævnte svar medvirker til at give dig lidt ro i sindet og bekræfter dig i, at du er god nok ”bare” som den, du er!

 

 

Med de bedste ønsker for en bedst mulig, realistisk fremtid med din familie – også for (og måske: med) din mor og søster.

/Leila

Scroll to Top